Miqësia's Erfaringsprojekt


Seniorer uden grænser: Computere til Albanien

Miqësia er albansk og betyder venskab



Kontaktadresse: information@miqesia.dk




Version 1.2 - 04.12.2005. Se også: http://miqesia.org/erfaring-seniorer/dagbog.htm






Forbemærkning


Seniorer Uden Grænser har i sæsonen 2004/2005 kørt et computerprojekt i Dibra Regionen.

Projektet var at indsamle brugte danske computere, opgradere dem og sende dem til nogle udvalgte gymnasier.

Vi arbejder på at starte en ny sæson op 2005/2006 med levering af computere til Dibra Regionen. Vort samarbejde med DibraVision er slut idet kontoret lukkede samtidigt med at Demokratiprojektet Holbæk Kommune - Århus Business School - Arbejdsformidling Århus havde færdiggjort deres projekt i maj 2005.


Hans Lundbæk, oktober 2005


Seniorer uden Grænser kan findes på: www.seniorerudengraenser.dk





Indholdsoversigt


Indledning

April 2004

Maj 2005







Hans Lundbæk og Gësim Koci


Computere til Albanien. Indledning


Under det Demokrati Projekt der er et samarbejde mellem Holbæk Kommune, Aarhus Business College og AF Århus opstod der et behov for en samarbejdspartner i Albanien.

Derfor indgik der i projektet støtte til at etablere et partnership i Dibra Regionen, Peshkopi, herved blev DibraVision oprettet.

Organisationen har til huse i en villa, sammen med en række andre NGO'er - blandt andet Røde Halvmåne.

Til organisationen er knyttet to medarbejdere, Nazmie Koci og Rahim Kalenci, begge taler flydende engelsk og har gået på universitetet i Tirana.

På grund af deres lokalkendskab er der fundet frem til de tre skoler. Der er ingen familiemæssige eller særlige venskabsforbindelser mellem DibraVisions medarbejdere og skolerne.





HOLBÆK BRINGER COMPUTERE TIL ALBANIEN

I April 2004 blev organisationen Seniorer Uden Grænser startet på Holbæk Bibliotek.

Ved et orienteringsmøde fortalte Holbæks borgmester Jørn Sørensen om sine besøg i Albanien. Her var han en dag blevet kontaktet af nogle studenter, der spurgte om det var muligt at få nogle brugte computere til skolen. Kurt Højmann Hansen og jeg fangede omgående ideen om at indsamle brugte computere her i Holbæk og bringe dem til Albanien.Den ide er grunden til at jeg rejste til Albanien i sidste uge.

Her besøgte jeg tre gymnasier i den meget fattige Dibra Provins, et bjergrigt område, som grænser op til Makedonien.

Det blev en begivenhedsfuld tur som startede fra Holbæk Station kl 6.44 for at lande i Tirana ved tretiden. For at være klar til at gå gennem told- og paskontrol lagde jeg mit pas I frakkelommen. Flyet landede og jeg åbnede min taske for at tage passet op - panik - det var borte. Den sidste passager var på vej ud af flyet, da jeg kom i tanke om frakkelommen.

I lufthavnen blev jeg modtaget af Nazmie Koci fra vor samarbejdspartner i Albanien. Vi kørte i en minibus fra lufthavnen til byen Burrel. Her lå den førte af de tre skoler, hvor computergruppen vil oprette et datacenter. Undervejs passerede vi et 30 kilometer langt jernbanespor.

Det var resterne af en ide om at bygge en jernbane ved frivillig arbejdskraft, en der blev opgivet med regimets fald.

I Burrel boede jeg i et gæstehus.

Gennem nogle venner vidste jeg at der var en børnehave i byen og derfor havde jeg taget en sæk legetøj med hjemmefra. Den blev hentet samme aften. Jeg håber på der er mange timers leg i den sæk.

Sengen jeg skulle sove i var en kæmpe dobbeltseng med et dobbeltlagen og 2 dobbelte tæpper. Det var vanskeligt at styre og jeg vågnede da også med tæpperne viklet om overkroppen og lagenet omkring fødderne.

Næste dag tog Nazmie Koci og jeg til den første skole. En ret ny og velholdt skole. Her kom den første overraskelse.

Skolegården var omgivet af en to meter høj mur og for at komme ind i gården måtte vi kalde på en portvagt, som så låste op. Han fulgte os over gården op til hoveddøren, som også skulle låses op.




Adelina Farrici (tv)


På første sal mødte vi direktøren, det er deres titel for rektor. Adelina Farrici er en fiks og smart ung kvinde med en stor udstråling af venlighed parret med autoritet.

Hun havde næsten opgivet at det blev til noget med computerne, hun havde intet hørt siden vores første henvendelse i august sidste år. Vi fik en lang snak om det kommende datacenter.

Så kom de fire lærere ind, der skulle undervise i databehandling. Der var faktisk ingen der talte engelsk og samtalen gik igennem Nazmie Koci, som tolk.

Dels ville jeg gerne vide lidt om undervisernes kendskab til computerverden og dels til engelsk, men det sidste var ikke noget at råbe hurra for.

Vi kom ind på det albanske alfabet, det har 6 flere bogstaver end det danske, men når æ, ø, og å går fra kan de godt bruges et almindeligt tastatur

Så var det tid til en kop te og vi gik alle sammen over gaden til en lille bar. Det skulle vise sig at være en tradition, hver gang jeg var med til et møde, sluttede det altid med en kop citronte

Tilbage til skolen hvor jeg skulle møde elevrepræsentanterne. Der var 14, en fra hver klasse på skolen, er der i alt 540 elever i alderen fra 14-18 år. I modsætning til deres lærere talte de et godt engelsk og vi fik en fin dialog i gang.

Inden jeg var færdig med mit besøg på skolen skulle lokalet, hvor vi vil etablere datacentret lige undersøges. Det var helt tomt, en tavle og en stikkontakt. Den passede ikke til vore stikpropper og kunne desuden ikke bære belastningen fra 15 computere med tilbehør. Der var nu ingen problemer med at få aftalt et kabel fra målertavlen frem til lokalet og opsætning af 15 stikkontakter.

Vi gik lidt rundt i byen og mødte to af Nazmie's onkler. Til min forundring var den ene onkel muslimsk Imam. Men ikke noget med sort skæg eller en lille hvid kalot, han så ud som enhver anden albaner.

Så gik vi op til rådhuset for at træffe borgmesteren, Skender Lleshi. Det er vigtigt for projektet at vi har gode kontakter såvel til det politiske liv som til den administrative side.

Borgmesteren sad i budgetforhandlinger, måske har det passet ham godt med en afbrydelse, I hvert fald kom han ud og var imødekommende overfor alle vore ønsker. Han skulle tilbage til sit møde, så vi undgik teen denne gang

Minibussen stod klar og vi kørte til Peshkopi, der er provinsens hovedby. Minibussen køres af Nazmies bror og vi har haft den til rådighed hele ugen med chauffør

Undervejs standsede vi ved en ensomt beliggende restaurant. Mens vi spiste frokost kom et selskab ind; det var den deputerede for Ministeriet for Decentralisation og Lokal Styre, Pajtim Belo og hans mearbejder Xhelil Cibaku. De kom med en del gode råd til projektet

De var sammen med borgmester fra byen Bulqize. Han fortalte meget begejstret om sit besøg i Holbæk og viste os sit nøgleskilt fra Tivoli.




Udsigt i Peshkopi


I Peshkopi blev jeg indkvarteret på byens hotel, her skal jeg være fem dage, så nu kunne jeg rigtig pakke ud og føle mig "hjemme".

Næste morgen blev jeg hentet klokken ni efter morgenmaden. Den består af en og kun en kop te, to stykker ristet brød med fetaost eller marmelade.

Klog af skade fordi jeg sov så dårligt sidste nat udtænke jeg et system, hvor de dobbelte tæpper og lagenet blev lagt diagonalt i dobbeltsengen og så brugt som et slags svøb, og det virkede.

At der er et fattigt land, så jeg af sæben på badeværelset. Det var to nedslidte stykker som var klemt sammen til et.

Hvor jeg sad og drak te kunne jeg se ud på gaden, ind imellem bilerne kommer der hele tiden små vogne med et muldyr foran.

Det var flot solskin med høj blå himmel hele dagen

Når jeg kommer ned i restauranten sidder der altid nogle mænd, på gaden går der mange små flokke af mænd.

Arbejdsløsheden i provinsen er 40 procent og det virker underligt gråt og koldt med alle de ledige hænder Den dag besøgte vi skolen i Peshkopi, den var helt anderledes en den første skole.

Fordøren vendte ud mod hovedgaden. Den var aflåst og her måtte vi også tilkalde en portvagt for at komme ind i skolen Den var meget forfalden, store huller i trapperne og et nedslidt indtryk, der ikke blev minde da Nazmie fortalte at sådan så den også ud da hun gik der for 15 år siden

Vi kom ind på direktør Rahim Muca's kontor og startede en samtale om det kommende Datacenter. Han blev lidt stram i ansigtet, da jeg snakkede om stålskabe til ekstra-udstyret. Han havde fuld tillid til sine elever.

Nu bagefter kan jeg godt forstå ham, dels skal portvagten først passeres, men da jeg kom til det rum, hvor vi skal opstille computerne, var den almindelige trædør forstærket med en ekstra jerngitterdør

Ved denne skole var der kun en underviser, Laun Manreka. Heller ikke han var stiv engelsk, men han havde et solidt kendskab til EDB og gennem et lokalt nedværk af computernørder var han interesseret at skabe både et internt net på skolen og komme ud på nettet. Vi lovede ham nogle tilbehørsdele vi har i overskud.

Men så kom turens anden overraskelse.




Albansk computer-lærebog


Vi stod pludselig med undervisningsmidler, der var oversat til albansk. Her havde alle fortalt os at det ikke eksisterede - og så stod vi en med tyk lærebog til underviseren og en mindre til eleverne.

Undervisningen ved denne skole er to timers teori og to timers praksis.

Jamen hvordan, I har jo ingen computere?

Nej, men nede i byen er der et kulturcenter, som den Danske Stat har foræret os og her kan vi komme ind og låne deres datastue.

Selve skolens computerrum var en katastrofe. Der stod 14 borde, på hver stod der resterne af en computer. Det meste af indmaden var væk og samtlige taster på tastaturerne manglede, hertil kom kontakterne der hang ud af væggene. Det var den forrige lærer, som hadede computere, fordi de ikke ville som han.

Så var det interessant at besøge det kulturhus. En meget flot arkitektur og et meget levende center med mange kurser i EDB, for kvinder og aktiviteter for børn.

Lederen Seimi Shehu viste os stolt rundt. En ren datastue, hvor der hele tiden kom og gik folk for at benytte muligheden for at komme ud på nettet.

Tilbage til hotellet, her passerede jeg et selvfodrende muldyr. På sadlen lå en balle halm Så skulle den bare dreje hovedet for at tage sig af retterne.

Nu var der bare en skole tilbage, den der lå i Bulqize. Jeg spurgte Nazmie, hvor langt der var. Hendes svar var en time og ti minutter

Vejene er mange steder dårlige og så snor de sig op og ned af bjergene, så 45 kilometer siger egentlig ikke noget.

Vi kørte ned til skolen, der var den sædvanlige skolegård og den låste hoveddør til skolen. Her vi modtaget af direktør Kajtim Kërkuti. Igen fortalte vi om initiativet fra Holbæk og om vores computergruppe.

Underviserne kom hurtigt ind i billedet og mødet sluttede med den sædvanlige gang te på den anden side af gaden.

Der er meget koldt hernede, temperaturen svinger omkring fem til otte plus grader, men der er ingen varmemuligheder.

Når jeg kommer ind på et kontor, kommer de straks springende med en el-stråleovn, det gør det næsten værre, for jeg ved, den bliver omgående slukket når jeg er gået.

Tilbage til skolen hvor jeg mødte elevrepræsentanterne. De var nøjagtige ligeså gode til at tale engelsk som de andre elever jeg traf.

Lokalet som skulle bruges til det ny datacenter, skjulte sig bag en almindelig dør. Der var undervisning i rummet, så der er nok derfor ingen jerngitter foran - tænkte jeg.

Men så blev døren åbnet og en ny jerndør kom til syne; nu er jeg ikke længere bang for at vore computere skal blive stjålet.

I klassen var der undervisning i litteratur, der var kun smalle gange mellem bordene og efter mit gæt er der proppet 40 elever. Her var der godt nok 6 kontakter, men de sad på samme væg.

Mit ønske om flere stikkontakter fordels over rummets øvrige vægge blev straks godkendt af rektor, som spændt venter på at se os næste gang sammen med computerne.

Her i byen strålede alle husene i flotte mønstre med grønne og gule farver.

Det var et beskæftigelsesprojekt hvor de ledige gik på kursus og så fik udleveret spande med farver; men det så opløftende ud.

Vi skulle lige se hvordan kulturhuset klarede sig. Her mødte vi souschefen Hamit Desvishi i hans kontor.




Fra v: Hamit Dervishi, Nazmie Koci og Rahim Kalenci. Bemærk radiatoren i midten


Vi fik en folder over de aktiviteter, han havde i gang sat i de sidste to år. Det var en imponerende indsats for kulturliv og demokrati.

Her mødte vi ønsket om nogle nyere computere, hans var velholdte og vel fungerende, men seks år gamle.

Jeg følte stor sympati for ham og hans energi og egentlig, fordi han passede og plejede sine maskiner skal det vel ikke være en hindring for at få nyere opdaterede computere.

Mens vi var i datastuen, dens officielle navn er CCEH - Community Communication and Education House - kom der pludselig gæster. Det var Rudina Spahia, som er leder af skoledistriktet Bulqize. Hun har ansvaret for 63 skoler, store og små, med i alt 9000 elever.

Atter et møde med en af de smukke og smarte kvinder, der er på vej fremad i Albanien

Inden vi kørte tilbage til hotellet skulle jeg lige besøge skolen i Klos. Jeg havde en hilsen med til vicedirektøren Linita Bela fra hendes søster som bor her i Holbæk. Nazmie Koci ringede i forvejen for at fortælle vi kom forbi.

Stor var min forbavselse, der stod en velkomstkomite på fire med Linita Bela i spidsen. Efter en kort snak kørte vi ned i byen og fik os en ny kop citronte.

Her var en sjov lille ting, en lang plakat med julenisser. De fejrede ikke jul, men nytår og her havde nisserne en naturlig plads. Det var ikke den store religiøsitet, der prægede Albanien, jeg så kun nogle få små moskeer, en var endda malet grøn og ingen kirker.

Turen gik tilbage til Peshkopi igennem skønne bjerge, op og ned, det klikkede hele tiden for min ører. Men gennem de mange små landsbyer kunne jeg se optimismen, nybyggede og nykalkede huse, Albanien var ved at finde sig selv.

Nu da alle skolerne var besøgt skulle jeg i gang med de mere officielle besøg. I Peshkopi besøgte jeg direktør Gëzim Koci, som leder Departement for Uddannelse og Kultur i Dibra provinsen. Jeg blev meget hjertelig modtaget og de ting jeg havde fået løfter om på min rundrejse, skulle han nok følge op, hvis der kom problemer. Så spurgte han om jeg havde prøvet den lokale brændevin.

Denne gang stod den på noget helt andet end te på den anden side af gaden.

Der blev også tid til et besøg hos Llir Kroci, som er borgmester i Peshkopi og en god ven af Jørn Sørensen.

Nu var min tid ved at være udløbet i Albanien, dog skulle jeg lige afprøve den lokale frisørbranche. Da Nazmie Koci så mig næste dag, var hendes kommentar - nu behøver du ikke at gå til frisør de næste tre måneder.

Turen fra Peshkopi til Tirana tager fem timer, igennem det ene flotte panorama efter det andet, krydsede hovedfloden Dvina flere gange og i strålende solskin. Fra bilradioen lød albansk musik, den første time var slem, men efterhånden kunne jeg lide det. Så meget at jeg købte et bånd med hjem

Tirana var modsætningernes by, ruiner blandet med flotte nybygninger og igen huse malede i stærke farver. En total kaotisk trafik, som snor sig ret hurtigt i gennem byen selv om der hist og her ti centimer dybe huller i vejbanen.

Efter et kort besøg hos Finn Theilgaard, den danske ambassadør, vendte jeg næsen hjemad. Der var opnået store resultater og mange problemer var blevet løst.

Jeg mødte en stor taknemmelighed, for at vi overhovedet ville beskæftige os med dette lille glemte land Så stor at jeg blev hel skamfuld, det er jo trods alt kun uendeligt lidt af vores overflod vi ofrer på dette projekt


HANS LUNDBÆK Computer Gruppen Seniorer uden grænser





Maj 2005

Mandag den 23. maj. Op kl. 06.00, afgang fra Trønninge kl. 06.30 omkring Jan og så til Holbæk St. Afsted med toget kl. 07.03 over Kbhvn Hovedbane og videre til Kastrup.

Der er er en række selvbetjeningspulte, en funktionær prøvede på at hjælpe os, men kun den ene billet blev godkendt.

Kom af med bagagen og gennem sikkerhedstjek. Mit pengebælte gav alarm.

Sad og ventede på at gate-nummret skulle komme på lystavlen. Ud og ind i flyet, kønt grønt betræk med gule og røde nakkepuder.

Kom først af sted kl. 11.00 fordi der ikke var disponible SAS folk til at trække flyet fri af fingeren. Lille propelfly med 2+2 sæder på tværs. Startede stejlt, jeg læste Da Vinci Mysteriet og Jan så ud af vinduet.

Lidt over 12 landede vi i Wien, gik igennem et nyt sikkerhedstjek. Der var 21 grader, vi kom ud til en bus der kørte os over til flyet. Et højtvinget monoplan, som støjede mindre end det forrige fly. Jan så ud af vinduet og jeg læste.

I Tirana Lufthavn fik vi fat på bagagen og Mois, vores chauffør stod klar med minibussen. Vi kom af sted lidt over kl. 16.

Vi kørte mod Peshkopi og Nazmie kom i mobilen og fortalte at planerne var ændret. Vi gjorte et stop i gæstehuset i Burrel. Vi fik en snak med konen og jeg fotograferede nogle af hendes mange blomster og Mois fik en stikling med hjem.

Inden vi kørte videre snakkede jeg igen med N som fortalte at computerne stadigvæk stod i havnebyen Durrës. Jeg var rasende og skuffet, alle vores planer var knust.

Hun ville fortælle videre når vi nåede P. Turen tog 2½ tm og vi passerede Bulqize, det var mørkt da vi kom frem. Vi samlede N op på gaden og fik to værelser på hotellet.

Jan fik mit "gamle" nr. 16 og jeg fik nr. 17.

Så gik vi ned og bestilte aftensmad, det blev flad spaghetti og kylling med salat. Alt for store portioner.

Igen smagte jeg Tirana øl, den er behagelig mild. Vi fik en lidt springende samtale. N havde meget om ørene lige nu. Der skal være valg den 3. juli og alle er meget tændte.

OSCE har sendt nogle valgobservatører, en nordmand og en tysk kvinde, som kører rundt og inspicerer de enkelte valgsteder.

N har kontaktet Finn Theilgaard, den danske ambassadør for at få maskinerne fri. Hun virker meget rådvild. Vi aftalte et besøg på skolen i P.

Jeg ville gerne tale med Gesim Koci, men N mente at han allerede nu var optaget af valget.

Vi stoppede kl. 22 og gik op og pakkede ud.

Min stemning ar at alt hvad jeg havde købt ekstra, ville jeg tage med tilbage.


Tirsdag den 24. maj. Sov godt, fik den sædvanlige morgenmad, citronte og hvidt brød og sød-sød marmelade. Jan var vågnet tidligt og gåen en lang tur, men der var meget tomt på gaderne.

Vi blev enige om at han igen gik i byen mens jeg fik skrevet kladder til de mails mine tanker havde dannet i løbet af natten.

Kl. 10 var Jan tilbage og vi gik i CCEH (Community, Communacation and Education House), en flot bygning sponseret af DK. Her sendte jeg mails til Stig, gruppen og hjem til. Dén til den Danske Ambassade holdt jeg tilbage.

Kl. 12 gik vi til skolen og kom samtidig med Luan. Samme procedure som sidst med dørmand inden vi kom ind. Direktøren ville komme senere.

Vi gik ind i datastuen og Luan tilkaldte skolens engelsk-lærer, en meget tiltalende dame med en dreng på 11 og en pige på 5.

Lokalet var tømt, der stak ledninger ud af væggen og vi fik at vide det kun ville tage få timen inden dækslerne blev monteret.

Snakken var meget livlig og Jan testede Luans viden og var meget tilfreds. Damens oversættelser fungerede perfekt.

Der var 2 monitorer tilbage og 14 små hjemmelavede borde, samt nogle "ubeskrivelige" skoleborde.

Vi gik over gaden og fik noget at drikke - kaffe/citronte. På vejen forbi skolen traf vi direktøren Razim Mucca. Lidt småsnak og så gik vi videre for at veksle penge.

Undervejs var vi inde på CCEH, hvor eleverne blev undervist. Ikke særligt struktureret, nogle på et chatprogram, nogle på nettet og andre arbejdede lidt med txt-behandling.

Så slentrede vi ned ad hovedgaden, store træer der næsten dækker himlen, mange mennesker - alle meget afslappede. Vi endte på en lille terrasse nød en øl og fik vekslet 40 € = 4.940 Lek. Det var en bedre kurs end den der var på nettet derhjemme. En Lek er 0,0607 DKK.

En tur op til villaen med DibraVision, ingen hjemme. Ned til hovedgaden igen, her blev vi råbt an af N som sad sammen med OSCE-folkene. Vi fik en øl/cola og en god snak med dem.

Jan fortsatte ud i byen, og jeg gik hjem til hotellet og sov 1 times tid.

Tastaturerne på CCEH er slidt helt ned, Luan havde ringet til én i Undervisningsministeriet, var blevet lovet at computerne snart bliver frigivet.

Vi fik lidt regn og torden i slutningen på eftermiddagen. Ved 17-tiden gik Jan og jeg igen ud i byen for at få mad og kontakte N.

Vi fik en burger, den var nu ikke noget at skrive hjem om, så gik vi til CCEH, en af mine mails til gruppen var kikset, så en ny til Stig, hvor jeg bad ham videresende. Den hjemtil var også kommet retur og en ny blev sendt.

Så ringede vi til N og aftalte et møde på hovedgaden. Hun havde været nordpå med OSCE-folkene. Vi sad på en cafe og ventede længe, kl. 21.30 kom hun og vi aftalte at Mois skulle køre os til Bulqize og Burrel i morgen. Hjem til hotellet og i seng.


Onsdag den 25. maj. Vi fik ost og æggekage, te og Jan en mærkelig kop "kaffe"

Jan gik over til sin købmand og købte cigaretter og colaer til turen i dag.

Lidt over 8 kom Mois og vi sad og ventede på N. Indtil Jan spurgte efter hende, Mois rystede på hovedet - klar tale. hun kommer ikke. Mois var meget vanskelig at kommunikere med. Så vi startede med en halv times forsinkelse

På vej ud af byen stod N for at fortælle os at deres nabo var død om natten og hun skulle være med til et eller andet. Hendes far var med hende, han så meget friskere ud end da jeg besøgte dem i jan.

Vi kørte i gennem Bulqize og Klos og videre til Burrel. To en halv times bjergkørsel, op og ned ad bjerge, gennem huller og uden om huller. Jeg læste en del i Da Vinci.

Vi kom til skolen i Burrel og Mois viste os op til Adelina F. og Alma (direktør og vicedirektør). Skolens engelsk-lærer Elsa kom også.

Vi fik en snak om hvornår og hvordan computerne ville komme til skolen.

Adelina foreslog fornuftigt nok et stop på vejen til P og at hendes andel blev læsset af. Hun var nervøs for at andre skulle få fingrene i hendes maskiner.

Elsa har boet 5 år i London så hun vidste alt om engelsk.

Så kom den lærer som er ansvarlig for IT undervisningen. Jan sludrede lidt med ham og testede hans viden. Den var ok.

Så gik vi til datarummet. Nye kontakter var sat op og en sikringstavle.

Så den traditionelle tur over gaden til en cola eller øl. Adelina spurgte om vi ville tale med Qemal Minxhozi og så tilkaldte hun ham. Han kom i løbet af fem minutter. Han fratrådte som charge d' affaires i DK i slutningen af april og går efter en plads i parlamentet.

Han havde allerede hørt om problemerne (det er et meget lille samfund og vi mærkede tydeligt at mange allerede nu havde hørt om "De danske computere". Han førte en lang række telefon-samtaler, ved bordet, ude i lokalet og udenfor, kom ind og var super optimistisk. Han havde talt med direktøren for Pelikan som lovede aflæsning af den hvide serie i Burrel, der var et par chauffører fra Pelikan i cafeen og de blev også involveret.

Så ringede han til Luan i Undervisningsministeriet og nogle andre. Qemal sagde at det kun drejede sig om et par timer så ville computerne bevæge sig mod Peshkopi.

Andre samtaler, så kom han tilbage "vi har et problem, computere stod ikke på listen over de varer der kan fritages for told". Og nu var der ikke noget om få timer, end ikke om samme dag. Vi overlod ham til at gå videre og så kørte vi mod Bulqize.

Det var tydeligt at der var gået politik i sagen, et kompromis om at kommunerne skulle betale tolden tilkendegav vi var ikke acceptabelt; her var tale om en gave.




Skolen i Bulqize


NB både Adelina og Alma havde arbejdet med computere og forstår lidt engelsk. Efter 1½ times bjergkørsel var vi i Bulqize. Her stod læreren klar med det hold elever til at bære computerne ind, gad vide hvordan de har fået den orientering.

Læreren var højgravid, måske i morgen? sagde hun.




Datalokale i Bulqize datacenter


Vi gik til datalokalet, et andet rum var indrettet komplet med stikkontakter og en el-tavle. Skoleborde stod langs væggene, men ingen stole. Rummet var rigeligt stor, men forfærdelig misligholdt og det blev ikke bedre af de nye kabler var fræset ind i væggene. Manglende maling og snusket rum.

På tavlen stod der en masse formler, der indikerede undervisning på højt plan.

Døren var kun sikret med en hængelås.

Fra det nye rum gik vi ned til det gamle datalokale, her var der en ståldør ind til lokalet. Rummet var i opbrud og computerne stod samlet på et par borde. Desuden var der en række bænke, et kateder og en tavle.

Skolen var meget nedslidt og de havde overhovedet ingen penge.

De var interesseret i om en af printerne kunne bruges som fotokopimaskine. Det kan den ene. Men de havde en scanner der virkede.

Direktør Kajthim dukkede op, meget jovial men intet engelsk. Vicedirektøren kom og gik og vi fik ikke hendes navn.

Som Jan bemærkede, de stod på spring til at gå hjem.

Vi gik ud til skolens cafe og fik en cola, Mois blev inviteret med.

Direktøren spurgte efter økonomisk støtte og om udveksling af skoleklasser. Desværre kunne vi ikke hjælpe, vi har indtil nu selv måttet betale for vor tur.

Fra skolen tog det godt 1½ tm inden vi kom tilbage til hotellet. Vi gik ud for at finde et sted hvor vi kunne spise, der var et hav af cafeer, men ingen havde mad. Vi fandt et sted, hvor jeg tidligere havde spist med N.

Her fik vi kødstykker på et spid, det smagte godt. Hertil grønt salat og 1 øl = 700 Lek eller 42 DKK pr hoved Så en tur til CCEH, der var lukket, de skulle se fodboldkampen Liverpool-Milano.

Vi fandt et sted på hovedgaden, fik en øl og en is inden vi gik til hotellet

Gang på gang løber vi ind i Connie fra Røde Halvmåne. Hun smiler over hele hovedet og siger vi kan ikke blive ved med at mødes på den måde - hvad mener hun? Kun det at vi aftalte at mødes i villaen næste dag.


Torsdag den 26. maj. Op ved 8-tiden, sortering af papirer, op til villaen. Undervejs mødte vi Rahim (tidligere ansat på Dibra Vision) Han går også efter en plads i parlamentet. Han havde hørt om "De danske Computere" og var meget fortørnet over forløbet.

Jan og jeg fortalte ham om konsekvenserne. Rapporter til SUG og deres net i DK, hjemmesider, rapport til Ceces international, rapport til UM, stop for de computere vi har på lager, afbrydelse af forhandlinger om 600 computere - måske ville vore leverancer gå til Senegal og Gambia.

Rahim kom så ind på at måske kunne kommunerne skillinge sammen til at betale tolden, vi afviste med samme argumenter som tidligere - det var en gave.

Rahim kom ind på at kommunisterne stadigvæk havde stor indflydelse i regeringen og at Ministeren for Uddannelse var ekstrem korrupt, - alt stod stille til efter valget. Han ville gå til borgmesteren i P og de ville sammen udsende en erklæring.

Så videre op til villaen, her traf vi N på vej ud af huset.

Nordmanden sad i et andet kontor og sendte mails, han var meget utilfreds med udstyret i CCEH

N fik mit brev til Uddannelses departementet, hvor de skal kvittere for modtagelse af materiellet. N er meget vred på Gezim Koci og siger direkte at han er uduelig og skal skiftes ud.

På vej ud mødte vi naturligvis Connie.

Jan og jeg gik til CCEH og sendte nu en orientering til Finn Theilgaard, nævnte de 600 computere, hvor forhandlingerne er stillet i bero, samt de 40 som måske går til Afrika.

Kurt havde sendt en mail med forslag om at vi blev i Albanien.

Vi sendte en fælles mail til Stig og gruppen om den nuværende situation.

Den sidste mail hjem til var igen kikset, så først nu får de at vide at vi er i live. Jan fik også sendt en til sin søn.

Gik ned til hovedgaden og fik et par colaer, imens kom OSCE-folkene og N forbi den ene vej og lidt senere tilbage og de aftalte at Jan skal komme op til deres lejlighed og fikse deres computere i aften.

Jeg gik tilbage til hotellet og ordnede små ting, rengøringsdamen fik en æske fra den orange kuffert som hun havde forelsket sig i.

Skyllede nogle kirsebær, jeg havde købt, fandt de lygter frem som jeg ikke rigtig kunne få til at fungere sammen med et reparations-sæt - Jan har lovet at se på dem.

Samlede gaver sammen til Luan og Ghinas børn, gjorde papirer klar til et møde med OSCE-folkene samt papirer til et møde med Gesim Koci - Uddannelsesdepartementet. Jeg har bedt om et møde. Jeg vil prøve på at få ham til at godkende at han har ansvaret for materiellet indtil vi kommer igen i efteråret.


Ved 17-tiden kom Jan og vi gennemgik situationen. Vi havde nu fået meldingen om at computerne er gået på toldlager og så er sagen slut for os. I morgen vil vi overdrage computerne til uddannelsesdepartementet.




En speditionsforretning


Jan og jeg mener at vi må have juridisk assistance med betalingen til Bendix-transport.

Vi besluttede at tage til Tirana på mandag og prøve på at få tid til de termiske bade oppe i bjergene i morgen. Så gik vi i byen og ledte efter en restaurant.

Det varede længe, men her fik vi lammesteg, pommes frites og salat. Havde ikke Lek nok og matte betale med €.

Det trak op til regn og vi gik mod hotellet, men naturligvis standsede Connie os undervejs og vi fik en snak. Så rendte vi ind i nordmanden, han keder sig og vi fik lidt stærkt og blev hængende indtil kl. 22.30. Vi aftalte et party med OSCE-folkene - Jan Hugo og Elma - i morgen.


Fredag den 27. maj. Stod op kl. 8 og ordnede ting, fik spejlæg og citronte. På vej ud mødte vi N.

Jan snakkede SNV med hende, der er en paraplyorganisation for NGO'er - N siger mest snak og ingen hjælp.

Et stykke oppe i hovedgaden traf vi Gesim Koci, han havde travlt men tog sig tid til at tale med os. Vi gik ind og fik citronte og han fik mit brev, som N oversatte.

Han slog beklagende ud med armene og fortalte at han ikke havde drømt om de problemer der var kommet, men var ude af stand til at ændre dem.

Så kørte jeg det tunge skyts frem, rapport til SUG, til NGO'er i DK, på hjemmesiderne, rapport til CECES international og deres forbindelser med advarsler mod told i Albanien.

Jan blev helt forskrækket men supplerede med at vi måtte have en modtagelseskvittering for materiellet. Gesim gled af og henviste os til tolddepartementet.

Jeg nævnte at vi nok ville søge juridisk assistance i DK for at Bendix kan få sine penge.

Manden virkede meget usikker og appellerede til N om hjælp.

Vi nævnte igen at kommunerne ikke skulle betale

Jan foreslog at vi kunne pille ting ud af computerne, både nu og senere for så at kunne betegne materiellet som defekt elektronik til undervisningsbrug.

Vi skiltes i al høflighed, men Gesim Koci var trykket af situationen. Derefter gik vi til skolen hvor Luan fik de kontorting, som jeg løbende havde købt derhjemme. Han skal fordele det til de tre skoler.

Så fik han lidt legetøj til sine egne og til Ghinas børn.

Turen gik ned til CEEH.

N sendte nogle mails og jeg sendte hjem til og til Stig. Der var ingen post til Jan.

Udenfor skiltes vi, N gik til sit kontor og ville være færdig kl. 18.

Vi bliver hentet sammen med OSCE-folkene og skal lige have et glas med N's familie inden vi går i byen.

Jeg fik lige en sludder med N. Hun kommer til Århus Handels Akademi for at studere økonomi og regner med at starte i august, så et besøg hos mig i juli blev udskudt.

Jeg har bedt om hendes CV, for at se om jeg kan hjælpe hende på en eller anden måde.

Hun gav udtryk for at så mange havde skuffet hende i den sidste måned, alle disse løfter og så ingen computere, hun ville bare væk.

Jan og jeg slentrede rundt og fandt markedet nede ved floden. Det var med tag af blikplader og en lang række gentagelser, men jeg fik købt nogle små ting til børnene og et albansk pasomslag.

Op og veksle penge, denne gang 50 €, så mødte Jan den deputerede, han havde en lang snak med forleden dag og jeg mødte Jose, en af de tre drenge jeg talte med i januar.

Vi gik nu hovedgaden helt igennem, købte chokolade og oliven, ned ad den halvrunde vej og gik så i læ for regnen, det kostede en øl og cola. Ned til hotellet, jeg ordnede ting til partyet og Jan kiggede på lygterne.

Kl. 18 var vi nede, der lå en besked fra N at Mois ville hente os kl. 18, sammen med Jan Hugo og Elma.

Det var svært at læse hendes besked og det viste sig at hun mente kl. 19 og ikke 18, derfor kørte vi da Mois kom lidt i 19.

Vi kom over til N's forældre og så viste det sig at vi var kørt for tidligt så Mois måtte af sted igen efter Jan Hugo og Elma.

Det blev en hyggelig aften, selv om der var sprogproblemer med albanerne




Mois og minibus


Jeg havde en bigshopper med brugt legetøj til børnene. Moises lille dreng Igli var der og han fandt lynhurtigt telefonen og den lille hund, som kan gå på bagbenene. Men ingen kommenterede sækken.

Vi fik jordnødder, rosiner, bananer og frisk frugt plus et stykke kage.

Den store middag ude i byen blev ikke nævnt. Så blev der delt Cuba-cigarer rundt og kl. 22.30 gik vi hjem, alle er meget flinke men jeg er ikke vant til at man tager min taske og holder mig under armen for at jeg ikke skal falde i de mange sorte huller i den sparsomme gadebelysning.

På hotellet var der tamtam ovenpå og Jan udforskede TV-kanaler, men endte med at falde i søvn. Jeg læste videre i Da Vinci.

Vi sov indtil næste dag - pudsigt nok.

Jan Hugo og N er lykkelige for den hjælp Jan har givet dem med deres computere.

Jan har også luret på forbindelserne på CCEH og vi får en masse kredit for det.

I dag var der musik til flere tusinde decibel i ét af rummene, nok det hvor der var koncert forleden. Og der var street-dansere som træner ude i indgangen.


Lørdag den 28. maj. Vi mødtes i spisesalen kl. 9 og fik citronte og blommemarmelade.

Kl. 10.30 kom Mois med Igli og vi kørte op til de termiske bade. Jan havde købt colaer til rejseproviant.

Badeanstalten var en lang bygning med en gennemgående gang. Ud fra den var de enkelte badekabiner de er 1.5x4 m med 3m lofthøjde. I mit var der et lyseblå badekar og en stor hane i væggen.




I de termiske bade


Her kommer det varme vand ud, for enden af karet er der en anden hane som skal lukkes, ellers går vandet lige igennem. Der er en skammel og en gulvrist af træ og knagerne er kroge på døren.

Temmelig ulækkert, mange fliser er revnet eller helt væk og skorper af kalk sidder på hanerne.

Vandet var ca. 30 grader og svagt svovllugtende. Badekarret er ret lille og man kan ikke komme helt ned i det.

Badedamen hamrede på døren med jævne mellemrum og råbte et eller andet, det skal være for at konstatere at man stadig er i live siger Jan.

Efter badet gik vi en dejlig tur op i dalen - fuglesang, små haver, ukrudt, geologi, gamle huse, vandfald, det hele var der.

Tilbage til byen, hvor vi blev sat af ved moskeen, lille og ubetydelig og dryssede op til CCEH.

Her fik vi den gode nyhed, at pengene var bevilget fra Minipuljen. Også en hilsen fra Stig.

Fordi Jan har hjulpet dem på centret vil de ingen penge have, selv om det er 50 Lek for 30 minutter = 3 DKK. Op gennem hovedgaden efter en øl og is.

Værten kom og satte sig, han havde et stor krus øl med som anbragte på sin enorme vom og så begyndte han at snakke albansk.

Jeg gik hjem og lavede status, lige nu har vi ikke brugt så meget, men nu kommer de store regninger.


Søndag den 29. maj. Op klokken ca. 8 og gøre klar med mad til vor picnic.

Vækkede Jan kl. 9. Ned og fik omelet og spejlæg.

Hentede vindjakker og gav os lidt før ti på vej op til de termiske bade

Her skulle vi møde N, Jan Hugo og Elma kl. 11.30 efter de havde været i bad.

Vejret vekslede mellem sol og overskyet, men stadigvæk varmt. En rigtig dejlig tur op til badene, hvor vi var lidt før 11.

Vi så ikke noget til de andre.

Jan købte et par bananer, så han tog plads ved et træ og jeg lagde mig fladt ud på græsset.

Kl. 11.30 kom de andre og gik i bad, lidt over 12 kom Jan Hugo ud og lidt senere pigerne.

Vi aftalte at køre i deres bil op til en lille landsby oppe i bjergene, dybt inde i dalen op imod Makedonien. Det var en vild vej med klippestykker og små elve som vi kørte igennem.

Udenfor landsbyen stoppede vejen, den gik ned i en slugt som bilerne ikke kunne forcere.

Husene lå op af bjergsiden med stier på kryds og tværs imellem husene og høje flettede hegn. Stenene på stierne stak højt op og imellem lå kolort og vand.

Så startede et regnvejr og vi blev godt gennemblødte, en kone kom og trak os næsten tværs gennem byen ind til hendes hus. Her kom vi ind i stuen og fik den obligate juice.

OSCE-folkene stillede en mængde spørgsmål om valget.

Konen og hendes søn var de eneste der var hjemme.

Pludselig kende vi sønnen, han havde været i den klasse vi besøgte på skolen nede i Peshkopi og N rullede sig ud fordi de var støjende.

Efter en stund sagde vi farvel og gik rundt i landsbyen. På vej ned til bilen holdt vi picnic. Norsk fladbrød, skiveost, figner og oliven samt colaer.

Jeg tabte en dåse, den nærmest eksploderede.

Efter et par kilometer kom vi frem til bilen. I den kørte vi til et hotel lidt udenfor P.

Her fik vi lunch. Jan holdt pause og jeg fik spaghetti med tomat, men meget fersk.

Efter lunch kørte vi ned til byen, Jan vekslede penge og N gik til kontoret og chaufføren kørte bilen væk.

Vi havnede på den høje terrasse, Jan Hugo fik sin karamelrand, jeg fik is, Jan øl og Elma kaffe. Så gik Jan og jeg til hotellet. N skal komme kl. 19 så vi kan lave afregning.

Eftermiddagen gik med pakning og klargøring til næste dag.

N har svært ved at holde tiderne, hun kom først kl. 20. Vi fik betalt hotellet med 350 €, og kørslen blev 500 €.

Så gik vi en tur op til Jan Hugo og Elmas lejlighed med 4 store værelser med køkken og strygejern for 500 € per måned.

Tog afsked med Elma og gik ned i byen. Først tog vi til restauranten næste dør til hotellet. Men de havde næsten lukket deres køkken ned, så gik vi ind på hotellet, her fik Jan Hugo lam, Jan fik en kotelet og jeg fik salat. Der røg en flaske rødvin ned.

Samtalen gik trægt og ved 23-tiden brød vi op.


Mandag den 30. maj. Efter en god nats søvn mødtes Jan og jeg over en citronte og en æggeret.

Aftalen var at Mois skulle hente os kl. 08.30 men allerede fem minutter før kom N og Mois, de fik en kop kaffe og jeg fik sagt Mois tak for CD'en. Pludselig var han væk, han kommer snart, sagde N - og så stod han der med en CD til Jan.

Vi tog afsked med N og kom af sted i god tid. Aftalen var at jeg sad foran til Burrel og Jan resten af vejen.

Solen skinnede og sceneriet var fabelagtigt. Lidt underligt lå der en sky-stribe på tværs som et bælte midt på bjergene. Vi standsede ved en lille skovrestaurant, hvor Mois gav cola/te. Her var nogle ejendommelige tujaer med lodretstillede blade.

Så var der problemer ved Burrel, vi blev dirigeret ad en utrolig dårlig vej, nærmest en jordsti uden om byen. Her stod der en politi helikopter med vagter.

Lidt senere holdt vi en pause og skiftede plads. Det var min mening at læse resten af vejen, men omgivelserne var så flotte at det ikke rigtigt blev til noget.

Lidt i 14 nærmede vi os Tirana, to gange politikontrol, så en meget lang indkørsel inden vi nåede hotellet. Mois sørgede for et værelse til os og bestilte taxa til næste dag.

Jeg tog en lur og Jan gik i byen.

Vi spiste på hotellet, tyndsteg i pebersovs og et eller andet italiensk.

Det var stadigvæk lyst og vi gik på jagt efter kort. Vi fandt et der var ligeså godt som det vi forærede bort til OSCE-folkene. Lidt senere fandt vi et kort over Tirana og fik vekslet penge. Nu da vi havde et kort over byen fandt vi centrum - Skanderberg Plads med meget flotte lyseffekter, Nationalmuseet og operaen med blålilla lodette lysstriber. Et lille pariserhjul stod der også på pladsen. En moske manglede der heller ikke.

Vi fandt et lille sted hvor vi sluttede dagen med en øl, tilbage til hotellet.

Jeg glemte vi fandt en toptunet netcafe og fik sendt mail hjem om afhentning.


Tirsdag den 31. maj. Ud i byen igen - Jan fik sine bronzebøsninger og så gik vi op til Skanderberg Pladsen igen og tog en række fotos i dagslys. Fik en øl på Opera-cafeen.

Tilbage til hotellet for at tjekke ud, her lå besked om at min søn Gregers ville hente os i lufthavnen. Om formiddagen fik jeg en aftale i stand med hoteldirektøren om fast pris 40 € pr. nat for et værelse til SUG's medlemmer.

Klokken 12 kom taxaen og det tog kun 50 minutter at komme til lufthavnen. Det kostede 16€, men vi betalte 20€ for en god betjening. Vi kom alt for tidligt og man ville først lukke os ind klokken 15.30, så vi fordrev en lang ventetid i forhallen, jeg fik læst min bog færdig.

Så kom vi igennem, fik købt cigaretter - og så var det slut med pengene. Vi blev kørt ud til flyet, igen det højtvingede monoplan, som startede til tiden kl. 16.40, landede i Wien og nåede at få lidt mad inden vi, som de sidste kom ud til maskinen.

En Airbus, vild panik - til mange pladser var der udstedt dobbeltbilletter. Heldigvis var der ikke overbooket så vi kom alle til at sidde ned.

Kom planmæssigt til Kastrup, fik fat i bagagen og udenfor stod Mette klar med en bil.


SUG/Rapport. Besøg maj 2005



Kontakt webmaster: webmaster@miqesia.dk. Du er meget velkommen til at sende informationer og forslag til hvad der skal være på siden. Send evt. bekendte et tip om Miqësia's hjemmeside: miqesia.dk