Miqësia's Erfaringsprojekt


Seniorer uden grænser: Computere til Albanien.

Jan Mortensen's dagbog

Miqësia er albansk og betyder venskab



Kontaktadresse: information@miqesia.dk




Version 1.1 - 04.12.2005. Se også: http://miqesia.org/erfaring-seniorer/









På Holbæk Station


Lørdag 25.6 - torsdag 30.6.2005

Tog hjemmefra i tordenvejr. Ingen problemer i Kastrup. Billetten var klar og check-in gik hurtigt. Flyveren hoppede en del de første 10 minutter på grund af torden. I Budapest gik det lidt trægt med div. kontroller og flyet til Tirana var 1 time forsinket. I Tirana kom jeg med den første bus fra flyet ind til terminalen og nåede ind til paskontrol som nr. 6 i køen. Et øjeblik efter var der 150 mennesker der stod i kø; det går ikke så hurtigt, der er meget grundig kontrol.

Udenfor stod Moins klar: Ind i bilen og afsted. Vejen er meget dårlig de første 15 km. Og der var meget trafik. Det gik fint da vi kom fri af Tirana lige til vi nåede byskiltet i Burrel, så ville bilen ikke længere. Nå, ud og kikke og skrue lidt. Tandemmen til dieselpumpen var knækket, den kan man ikke fixe med tyggegummi og ståltråd.

Moins gik i gang med at ringe og fik fat i en ven der trak os hen til et sted hvor bilen kunne stå. Han kørte os om på den anden side af Burrel hvor der holdt en af de lokale minibusser til Bulqize. En 9 personers bus vi var nr. 12 og 13 der steg ind. Af sted gik det 5 km. Så stod der 2 koner med hakkejern og en kæmpe vandmelon i vejsiden - de kom også med. Meget folkeligt; kom tæt på de lokale. I Bulqize skiftede vi til en anden bus til Peshkopi der var kun 6 mand med den. Det var blevet mørkt de sidste 75 km.

Meget smukt at se alle ildfluerne hver gang bilen drejede. Ankom til Peshkopi 22.30. Indskrev mig på hotel Veri og snakkede med Nazmie om de næste dage. Jan Hugo, Norsk valgobservatør, kom også og vi hyggede os meget.

Søndag gik jeg sammen med Nazmie til skolen i Peshkopi. Der var eksamen og vi aftalte møde kl.17. Gik til kulturhuset for at maile hjem og give dem 8 tastaturer. Dem de har er meget slidte så bogstaverne ikke kan læses ... uha ... alle maskinerne havde virus og fejl i styresystemet. Gik i gang med at hjælpe; fik ordnet Violettas PC. Hun er chef for centeret og blev meget glad da hendes PC virkede igen.

Kl. 16 gik jeg på kaffe og mødte Nazmie; hun havde travlt men havde skaffet en anden tolk - fin fyr. Direktør Rasim kom og vi havde en behagelig snak mens vi ventede en time på edb-lærer Luan; han havde nøglen til edb lokalet. Rasim vidste ikke noget om hvordan toldproblemet var blevet løst, men lovede at maile hvis der kom oplysninger.

Fik set lokalet der var meget rodet - og Luan sagde at 3 PC og en printer ikke virkede. Øh, alt virkede da jeg prøvede - jeg tror at Luan ikke ku' finde ud af hvor man tændte for printeren. Rasim gik rundt i baggrunden og smilede.

Jeg pakkede netværksudstyr til de 2 andre skoler og fik direktørens underskrift. Han viste mig sit boldtræ og spurte om danske rektorer også havde boldtræ. Jeg forklarede at danske elever nok er lidt mere fredelige.

Status: alt virker. Ingen transportskader. Der mangler nok en speciel ledning til en laserjet 5 printer. Der var fodboldkamp med de lokale kandidater, så dén så jeg sammen med Jan H. Ingen kvindelige tilskuere. Middag med Jan H., Moins og Nazmie på hotellet.

Mandag kl.8 afgang til Burrel. Normal køretur med de sædvanlige forhindringer.

Blev modtaget af direktør Adelina og PC lærer hun skrev under, og vi gik til EDB-klassen. Meget nydeligt. Alt stillet op, men 5 pc’er virkede ikke, og en printer krøller papir. Gik i gang med at afprøve dem de 3 virkede alligevel; de 2 måtte jeg åbne op rette på grafikkort; de er følsomme hvis kabinettet bliver vredet under transport. Printeren virkede fint da jeg viste læreren hvor papiret var. Megen snak om kvaliteten af udstyr. Måtte være meget diplomatisk og forklare at de var blevet lovet 15 PC. men havde fået 20, og vi havde besluttet at 5 ekstra var bedre selv om de kun var med 200 mhz CPU. Personligt var jeg skuffet over at skulle forklare alt dette om pc’er de havde fået gratis. Instruerede læreren i netværk han vidste det meste.

Status: alt virker der var et forkert monitorkabel med ¨- og nøglen til jernskabet mangler.

Adelina oplyser at den forhenværende diplomat i København havde været i havnebyen Durrës og ordnet toldproblemet. Der er ikke betalt noget

På kafé og snakke; borgmesteren kom forbi og takkede også for vor hjælp

Afgang kl.13 til Bulqize.

I Bulqize fik jeg vist lokalet. Meget nydeligt. Alt virker. Kun en pedel til stede. Aafleverede netudstyr og viste hvordan det skal forbindes; afleverede også tavlelak. Kørte ind til byen og fandt direktør Kajtim. Han var meget glad og skrev under. Han fik papirer til Klos og lovede at give dem videre sammen med de 2 PC’er.

Status alt ok

På kaffe og hygge.

I Peshkopi 20.15 middag med Jan H og Eelma den anden valgopservatør fra OSCE.

Hjem til hotel 23.30 kl. 01.15 sad på potten resten af natten i mørke. Ingen strøm!!!

Tirsdag gik jeg til villaen hvor Jan og Elma bor. Dér mødte jeg en amerikaner Jim der skal være i Albanien 1 år. Jeg fortalte om SUG, og han vil gerne være kontaktperson og skaffe oplysninger. Tog afsked med Jan og Elma - de skal til Tirana de næste 2 dage og modtage 22 valgobservatører.

Gik til centeret og arbejdede med deres PC’er til 21.30. Hjem og sove. Meget træt

Onsdag ingen vand på hotellet spiste morgenmad. Tror at min mave virker igen.

Gik til centeret og fortsatte med ordne deres PC’er fik også gang i en defekt PC de havde stående i et skab.

Rensede Nazmies bærbare for virus og spyware og opdaterede den fra Microsoft.

Meget liv i byen kl. 11 vælgermøde for de røde. Kl. 13 vælgermøde for de blå.

Spiste middag med Nazmie og gik tilbage til centeret kl. 20. Havde aftalt møde med Anilla - hun arbejder for SNV, en hollandsk organisation. Jeg forklarede om SUG, og hun vil også gerne være kontaktperson. Hendes mand er i centeret hver dag og er en slags vicedirektør. Han er også fysiklærer. Vi endte med at tale om Einstein. Anilla er en meget god tolk

Så fodbold i kafeen under villaen sammen med de lokale. Meget fornøjeligt. Værten og datteren taler fint engelsk jeg spurgte om prisen for lejligheden fik oplyst at den koster 140 euro for 2 mand i 1 uge.

Hjem til hotellet 23.30. Blev kidnappet af den ene tjener. Der var fest øverst i et stort lokale det var afslutning for de ældste elever fra skolen. Meget sjovt at se der blev danset meget.

Tjenerne var luskede de blev ved med at købe øl til mig. Gik ned og sov kl. 3. Havde bestilt vækning.

Torsdag. Betalte hotel og tog afsked med Nazmie hun vil prøve at få Gezim til at underskrive de sidste papirer, han var ikke til at få fat i hele ugen på grund af valget.

På turen til Tirana måtte vi kun vente 2 gange. En lille by var helt blokeret af biler - det var de blå der holdt valgmøde og et sted måtte vi vente på at et mindre bjergskred blev ryddet væk fra vejen. Kun 1 times forsinkelse i Budapest. Hjemme i Holbæk 23.30.



Kontakt webmaster: webmaster@miqesia.dk. Du er meget velkommen til at sende informationer og forslag til hvad der skal være på siden. Send evt. bekendte et tip om Miqësia's hjemmeside: miqesia.dk