Området ved Gjirokastra. Libohova ligger et stykke mod øst-syd-øst for Gjirokastra.
Hvis du vil se kortet i fuld størrelse, kan du klikke på det -
evt. skal du også benytte zoom-ud-funktionen i din browser.
Gjirokastra, 10/10 2005
Kære bjoerna.
Her sidder jeg - 70 år og 5 dage gammel - og sunder mig i Gjirokastra. Mine kone, som aldrig før har været i Albanien, syntes absolut, at vi skulle fejre selve dagen her. Og det gjorde vi så! Dejligt og billigt. 5 mennesker til en god middag om aftenen for 180 kr (3.000 lek) incl. drikkepenge. I alt fald er det fysisk krævende at bevæge sig rundt i byen, da alle centrale gader går opad. Jeg bor helt oppe i det Kadaré kalder centrum af byen i et gammelt stenhus fra 1880'erne efter den store brand i 1872. Hvis du har været her - kan jeg nævne, at det er ca 100 m fra det græsselige hotel Çuapi fra stalintidens værste arkitekter omkring 1960.
[...] Historien ændrer sig hele tiden. Foran hotellet står statuen af Çerçiz Topulli, helten fra oprøret mod tyrkerne i begyndelsen af 1900-tallet. Hans statue - byens første ifølge Kadaré - fik under krigen et skud i højre lår af en græsk underofficer. Absolut stadig synligt. Men det piner mig, at træet foran hotellet, hvor de to partisanpiger blev hængt og de platte albanere fra den Nationale Front, Azem Kurti og Mak Karllashis søn - ifølge romanen - med ridepiske løftede pigernes skørter, er blevet fældet siden jeg var her sidst. Før i tiden var der et skilt, der nævnte, at de to piger blev hængt her - nu er kun roden og stødet bevaret omgivet af lidt grønt. Samt en statue trods alt.
Bogen giver en fantastisk atmosfære af tiden omkring hans barndom - krigen, hvor italienere, tyskere, grækere og partisaner vekselvist havde magten. Fortalt fra barnets synsvinkel, men samtidig med et glimrende og sikkert historisk perspektiv. Jeg har læst bogen her for 3. gang i Gjirokastra og blir klogere på byens historie og liv hver gang.
Jeg har haft et problem med at opsøge gamle venner. Såvel her som i Tirana. De er ofte væk for at søge mere profitable græsgange i udlandet, specielt Grækenland. En af dem - en digter og forlægger, som jeg satte megen pris på for hans indsigt - er havnet som albansk generalkonsul i Thessaloniki. Andre har almindeligt arbejde. En ung fyr, som jeg traf her i 1997, har malket giraffen på en særlig måde. Dengang var han vendt hjem efter 2 år i Belgien, og andre albanere her betragtede ham som halvidiot eller i hvert fald speciel. Një tip enigmatik. For 2-3 år siden søgte han asyl i Danmark og skrev til mig. Han [...] har siden allieret sig med en 45-årig amerikansk sygeplejerske og er blevet gift og bor i USA. Det fortalte hans gamle forældre, der bor i Dunavat oppe i de anstrengende højder. De var vist stolte af hans "karriere". Til gengæld var de ikke glade for den albanske stats bidrag til pensionister, 8.100 lek pr. måned til hver person. Manden har diabetes og er ret svækket. De [to gamle] var mildt sagt bitre.
Økonomien er fortsat et kæmpeproblem. Standardydelsen pr. måned er 200 Euro til f.ex. læger og skolelærere, men det kan de umuligt ernære en familie med. Min ven her er en dygtig skolelærer af oprindelig græsk nationalitet og tjener 200 Euro som lærer ved en albansk skole. Har derudover 5 timer om ugen på universitetet med italiensk undervisning, 12 timer om ugen for en italiensk kulturinstitution samt om aftenen fra kl. 18-19 privat undervisning af elever i fransk og italiensk. Det giver ham 200 Euro extra. Hans kone tjener [...] 150 Euro, så de er lykkelige over, at hans gamle mor på 86 år får 80 Euro i pension. Han er enormt sympatisk, men det kunne ikke skjules, at disse krav slider på ham. Han sir, at han falder i søvn hver aften foran TV kl. 8, og beklagede, at han ikke havde mere tid til os.
Han omtalte en ting, som jeg ikke har hørt om før: Korruption i skolen. På to måder - dels ved, at forældre betalte lærere for at give deres børn højere karakterer end rimeligt, dels ved at ukvalificerede kunne betale sig til at få et job som lærer, som de ikke er kvalificeret til. Prisen i en by som Gjirokastra blev angivet til 2.000 Euro, i landsbyerne betales mindre. Det lyder uhyggeligt - og forekommer en dansker næsten uforståeligt.
Ved at snakke med familien får man jo stykket flere oplysninger sammen end man havde før. A. (skolelæreren) er græsk og gift med B., som stammer fra en Bektashi-familie. Hendes bror, som nu er i Canada, har efter ankomsten dertil markeret sin identitet ved at være erklæret muslim, hvilket jeg ikke mærkede meget til i 1996 og 1997, hvor jeg var med til hans bryllup. Som ældste - eller rettere eneste - søn har han pligt til at sørge for sin far [...]. Sønnen garanterer over for den canadiske stat, at hans forældre aldrig vil blive en belastning for den, så nu bor de derovre. I aftes vendte de tilbage til Canada efter et par måneder her [...]. Mærkeligt nok har faren ikke ment det nødvendigt at markere islamisme. Han er til gengæld rævestolt af at være fra den lille landsby, Libohova, som i 1800-tallet havde stor kulturel betydning. Landsbyens ældste forhandlede med styret i Konstantinopel og opnåede, at 100 unge fra egnen blev sendt til højere uddannelse i den osmanniske hovedstad. Jeg har besøgt Libohova og set rester af familiens indflydelse. Kun en enkelt kvinde fra familien bor dér, men der er gamle "ruinhuse" og mange navne på kirkegården.
Som du ved, er det svært at blive klog på albanske forhold. På den ene side kan jeg både her - og i Tirana - se, at masser af huse er sunket sammen og er ubeboede. På den anden side er der overalt en enorm byggeaktivitet. Ikke mindst i badebyen Saranda, hvor vi var i week-enden og også besøgte Butrint. Man er sulten efter håndører og sæsonen er kort. Vi fik tilbudt en apartment med to rum, bad og TV for 10 Euro i alt for en nat. I Tirana måtte vi gi' 50 Euro for et dobbeltværelse på det trestjernede hotel Kruja. Byggerierne er meget udbredte, og jeg aner ikke, hvor de får pengene fra.
Til gengæld er bystyret i Tirana gået radikalt til værks for at forskønne buen. Da jeg var der i 1996 vat der langs Lana bygget flere hundrede barer og småforretninger op - helt uden pilotering og et sted havde man bygget uden om et stort træ, som ragede op i bagbygningen. Alt er fjernet - og der er grønne skrænter. Nogle steder er græsset endnu ikke vokset op.
Gad vide, hvad udviklingen nu under Berisha fører med sig? han virker på TV svækket og gammel, men har vist omgivet sig med en skare, yngre og mere dynamiske folk. Men om det betyder noget eller ej er ikke til at bedømme. Korruptionen er lige udbredt i alle magthavende kredse, og forskellen mellem rig og fattig er sågu' ikke blevet mindre i de mellemliggende år. Det ser jeg som et problem. Når de bedste uddannede søger væk for at få bedre materiel standard, så er der jo kun 2. og 3. division til at klare dagen og vejen. Og landets fremtid! Et ikke særligt trøsterigt perspektiv!
Som optakt til turen læste jeg den danskfødte Christine von Kohls bog om Albanien - ført à jour til 2003 - dog med en del fejl (som fx. at den kolossale Enver Hoxha-statue stadig står her i Gjirokastra - den blev faktisk sløjfet den 8. august 1991). Hun nævner, at mange af dem, der mere eller mindre ufrivilligt har hjulpet mafiaen faktisk har bidraget til udvikling af landets økonomi, men at skandalen er, at magthaverne ikke har styr på noget som helst og ikke har grebet ind med kraftigere midler.
Et eksempel på det manglende styr er den kaotiske trafik. Der er masser af policia rrugatore, men det har ingensomhelst betydning. Overalt er det næsten livsfarligt at færdes i trafikken, værst naturligvis i Tirana. Her i Gjirokastra var der i 1990 20-30 biler (politi, ambulance, mælkebiler) - i dag er tallet meget mere end 100-doblet.
Kontakt webmaster: webmaster@miqesia.dk. Du er meget velkommen til at sende informationer og forslag til hvad der skal være på siden. Send evt. bekendte et tip om Miqësia's hjemmeside: miqesia.dk
