Skal man bedømme Albanien ud fra fordommene, er landet et farligt sted, hvor
kriminalitet og utryghed florerer - en slags anarkistisk, Mercedesbåret mafiamekka, som bidrager til uro i hele regionen. Virkeligheden er noget mere nuanceret.
Hun står der på balkonen, grædende, udstillet på tv, mens hendes verden bryder sammen i takt med malernes penselstrøg. Man ser angsten i hendes ansigtsudtryk - en stærk kontrast til de kommunalt-ansatte malere, som nonchalant svinger malerkostene over hendes balkon. De er på en mission, beordret af Tiranas borgmester Edi Rama, og har til opgave at male kvindens balkon sort. Og heri ligger problemet: sort er nemlig dødens farve i Albanien, og kvinden er gammel - hun er bange for, at den sorte farve er et ilde varsel. Derfor græder hun.
Arkitekten bag kvindens lidelser, borgmester og tidligere kunstmaler Edi Rama, arbejder kun med store linjer og har ikke tid til at tage sig af småtterier som en grædende kvinde. Hun ignoreres som et mindre forstyrrende element på vejen til realiseringen af borgmesterens mål - at give Tirana en ansigtsløftning. Edi Rama - eller slet og ret Edi, som de fleste af Tiranas indbyggere kalder ham - nyder i visse kredse en anseelse og popularitet, som man har svært ved at finde sidestykke til, men vækker afsky og harme hos andre, der beskylder ham for diktatorisk at gennemføre kosmetiske ændringer uden at gøre noget ved de reelle problemer.
Den kontroversielle borgmester, indsat i embedet i år 2000, skyede ikke at tage hårdhændede metoder i brug i et forsøg på at gøre op med de ti års byggeanarki, der fulgte i kølvandet på kommunismens fald i 1992. Under kommunismen - eller rettere totalitarismen - var broderdelen af den albanske befolkning, som dekreteret af landets egenrådige diktator Enver Hoxha, stavnsbundne til kooperativer, fordelt over hele landet. Men da totalitarismen faldt, forsvandt også eksistensgrundlaget for de statsejede kooperativer, og en desperat landbefolkning søgte til hovedstaden efter devisen »det er bedre at prøve lykken end at dø af sult.«
Migrationen fra de fattige landområder førte selvsagt til en voldsom forøgelse af Tiranas indbyggertal. Uheldigvis var migrationen sammenfaldende med, hvad der bedst kan beskrives som en statslig disintegration - med mangel på statslig kontrol og opblomstring af en allestedsnærværende sort økonomi. Albaniens successive kriser op igennem 90erne - fra borgeropstand mod kommunismen (1992) over væbnet anarki (1997), mislykket kupforsøg (1998) og Kosovo-krise (1999) til borgerkrigslignende tilstande i Makedonien (2000), gjorde ikke meget for, at statslig kontrol kunne genoprettes.
For Tiranas vedkommende førte de kaotiske tilstande til, at migranterne fra landområderne i ro og mag kunne etablere sig i ikke-beboede udkantsområder. På tilsvarende vis begyndte nyrige businessmen at investere i (eller hvidvaske penge gennem) opførelser af boligblokke i centrum, uden at statslige instanser kunne gribe ind. I 2000 var Tirana ved at male sig selv op i et hjørne ved overalt at bygge, hvor bygges kunne. Lana-floden, som gennemløber centrum, kunne ikke længere ses for bare bygninger, og Tirana var ved at kvæles i et sammensurium af bygninger opført i varierende kvalitet.
Byen som malerlærred
Det var situationen, som Edi Rama skulle gøre op med. Fast besluttet på at rydde op bad han et lokalt firma om en tjeneste: At påbegynde nedrivningen af ulovligt opførte bygninger. Denne ukonventionelle tilgang affødte stribevis af protester og beskyldninger om, at han havde engageret det lokale firma som led i en overordnet mafia-plan, der havde til formål at overtage kontrollen med Tirana. Men Edi Rama stod fast, ryddes op skulle der. Hovedstaden skulle forskønnes.
Og der er så her, at Edi Ramas baggrund som abstrakt kunstmaler kommer ind i billedet. Som en handlekraftig mand med store ideer besluttede borgmesteren at anvende Tirana som et stort malerlærred. Den kedelige, kommunistiske grå farve blev sendt på pension, og hele hovedstaden beordret farverigt bemalet i alle tænkelige geometriske figurer - alt i henhold til et sindrigt system, som borgmesteren selv havde udvirket.
Kritikere af Edi Ramas utraditionelle tilgang understreger, at det ikke er en borgmesters opgave at beslutte, hvordan en by skal males, men derimod at sikre en bedre levestandard for befolkningen i byen. Samtidig kritiserer de borgmesteren for helt og aldeles at kaste kommunens penge formålsløst ud af vinduet. Men er det virkelig formålsløst magtmisbrug? Det var et af de spørgsmål, European Union Monitoring Mission (EUMM) skulle undersøge.
Hvilken betydning har byens farve for politik? Faktisk ikke så lidt, da bykongens tiltag om at genetablere institutionaliserede kontrolstrukturer ved at anvende vennetjenester fra private firmaer - efter den clausewitzianske devise om, at målet helliger midlet - stiller spørgsmålstegn ved, hvilke interesser der i realiteten bliver tilgodeset. Det er jo en velkendt sag, at der for hver tjeneste er en modydelse.
Borgmesteren
»Know thy enemy and know thyself and you will be victorious in every battle,« skrev den kinesiske krigsteoretiker Sun Tzu i sin legendariske bog The Art of War cirka 320 år før Kristus. Det universelle element i denne læresætning er, at man skal vide og ikke tro, hvis man ønsker at forudsige potentielle handlemønstre. Og det med at vide kan godt være lidt svært hernede. Det er ikke lige som i Danmark, hvor man bare kan åbne avisen og læse dette-eller-hint om, hvad politikerne synes og mener. I Albanien kan man godt åbne aviserne, men ti års økonomisk frit fald har bestemt ikke hjulpet på pressens neutralitet og professionalisme - pressen er sensationalistisk, løgnagtig og følger udelukkende pressemogulernes personlige interesser. Derfor er det et af EUMMs kerneområder at bidrage med præcise politiske analyser og upartiske informationer, så beslutningstagerne i Bruxelles har det rette grundlag for at træffe beslutninger. Og derfor mødte jeg Edi Rama.
Jeg møder Edi, den tidligere basketball-spiller og nuværende borgmester, på en af Lana-flodens hullede gangbroer. Han ser ikke særlig borgmesteragtig ud. Klædt i lang sort læderfrakke, sorte jeans og små mørke solbriller, ligner han mest af alt en hvid udgave af Morpheus fra The Matrix. »Godt du kom, for jeg er lige blevet færdig med mit pressemøde og skal skynde mig videre,« forklarer borgmesteren, alt mens han skuer ud over Lana-flodens bred, hvor en hær af ældre kvinder - klædt i officielle lysegrønne forklæder - er i færd med at etablere beplantning. Kvinderne, tydeligvis imponeret af tilstedeværelsen af borgmesteren selv, arbejder for en gangs skyld hårdt, men ind i mellem bliver der også tid til et stjålet blik mod Edi Rama, som uforstyrret taler videre i sin mobiltelefon. »Kom,« siger han, da samtalen på mobiltelefonen er tilendebragt, og gelejder mig hen ad broen og ind i en funklende ny Mercedes, der holder parkeret ved vejkanten med motoren kørende. Døren er knapt lukket, før chaufføren drøner af sted.
Mens vi ruller hen over hovedstadens hullede vej i Europas sidste u-land, siger Edi, at han nok slet ikke er politiker, med derimod en kunstner, som anvender politik som instrument i et forsøg på at tilvejebringe en forvandling af en gammel-kommunistisk mentalitet.
Audiensen hos bykongen er kort og bliver konstant forkortet yderligere af mobiltelefonen, som ringer uafladeligt. Jeg ved, at det handler om at stille klare spørgsmål, der når ind til sagens kerne. »Hvad med beskyldningerne om tilbagebetaling af vennetjenesterne?,« begynder jeg forsigtigt, men konstaterer, at bykongen er på hjemmebane. Han har hørt spørgsmålet tusinde gange før. »O.K., det har der også været meget snak om. Jeg vil ikke afvise, at det fra tid til anden er nødvendigt at arbejde sammen med personager, som måske ikke har helt rent mel i posen, men den bestikkelseskultur, som fandtes under kommunismen, hører fortiden til,« konstaterer Edi Rama. Mercedesen trækker op foran rådhuset, og Edi stiger ud. Audiensen er forbi.
Landsbymentalitet
På vejen tilbage til kontoret går jeg turen gennem Tiranas centrum - og det er jeg helt tryg ved, selv om mørket langsomt sænker sig over byen. Der er nemlig ingen, som kunne finde på at overfalde eller »rulle« nogen, medmindre der er tale om et bande- eller familieopgør, for det gør man bare ikke. Det er uanstændigt, og ikke i overensstemmelse med den landsby-mentalitet, som er fremherskende i Albanien. De største farer ved at bevæge sig rundt i byen efter mørket frembrud er hullerne i vejen samt den vilde køreteknik, der kan få resten af Balkan til at ligne trafikhimlen.
Fattigdommen er alle steder. Selv i det mest mondæne kvarter, det såkaldte Blloku, som man skulle have et særskilt adgangspas til under kommunismen, ses gadesælgere med interimistisk arrangerede papkasse-butikker, og skoleknægte som, for at ernære deres familier, forsømmer deres skolegang og i stedet sælger cigaretter til udlændinge og andre, der øjensynligt har penge. Som et typisk billede på Tirana lever gadesælgerne side om side med de rige folks overdådige - og lettere malplacerede - luksusbiler. Forskellen mellem rig og fattig er enorm. Jeg kan ikke undgå at lægge mærke til de utroligt velklædte kvinder, som på vej til luksusbilerne forsøger at undgå, at deres højhælede sko synker ned i fortovets små huller. »Dette er en hel generation af nyrige, som bliver opdraget til eskapisme,« tænker jeg, og kommer Edi Ramas kommentar om at vågne op i hu. Måske er han, trods alt, ikke helt ved siden af.
Da jeg kommer hjem, tænder jeg for fjernsynet. Frem på skærmen toner Edi Rama. Han sidder og monitorerer parlamentskommissionen for offentlige anlægsarbejders debat om brugen af økonomiske ressourcer i forbindelse med anlæggelsen af en ny vej i Tirana.
Nogle af kommissionens medlemmer beskylder Edi Rama for - sammen med vennerne fra byggebranchen - at have svindlet med vejdybden og derigennem gjort det muligt at stikke et overskydende beløb i egen lomme. Man kan se, at Edi Rama forsøger at komme til orde, men han har ikke ret til at kommentere begivenhedernes gang, hvilket øjensynligt irriterer borgmesteren. Efter gentagne forsøg udbryder Edi Rama, at hvis kommissionen ikke vil give ham ordet, kan de blive tvunget til at lytte, hvorefter han fremtryller en megafon og begynder sit forsvar. »Først og fremmest tager jeg mig ikke af tekniske detaljer såsom vejdybde - den slags har jeg en teknisk forvalter til. Jeg ved nok, at han er inkompetent, men han er også fra mine kritikeres parti. Hvis jeg fyrede ham, ville jeg være her i dag anklaget for en politisk motiveret fyring,« råber borgmesteren gennem megafonen. Fra min nabolejlighed - hvor de formodentlig ser samme tv-kanal - høres de samme hyl, som normalvist kun kan høres under en fodboldlandskamp. Det er ren populisme.
En svag stat
Om Edi Rama er en engel eller djævel, vil jeg ikke forholde mig til. Det må andre gøre. Jeg noterer mig bare, at virkelighedens verden er langt mere nuanceret, end de fleste fordømmende fordomme giver udtryk for.
Indrømmet, Albanien er stadigvæk i problemer, men der er ikke længere nogen, der bygger i Tirana uden først at have indhentet byggetilladelse fra rådhuset. De tider er forbi; hvilket vel ret beset kan betragtes som en lille sejr for systemet. På den anden side, vil jeg derimod - uden dermed at insinuere, at Edi Rama er involveret - forholde mig mere kritisk overfor, hvorvidt korruptionen og bestikkelseskulturen er sendt på retræte. Det albanske samfund er stadig karakteriseret af at være et skarpt klasseopdelt samfund, der ikke har noget fælles mål eller ideologi. Det fælles bedste er ofte lig eget bedste.
På mange måder er Edi Ramas Tirana karakteristisk for det Albanien, der allerede på indeværende tidspunkt har tilbagelagt en pæn del af den svære vej fra totalitarisme til et egentligt europæisk demokrati. Ordnede forhold er til stadighed en mangelvare i Albanien, men i det mindste er Albanien ikke længere synonymt med overfyldte flygtningeskibe på vej til Brindisi - eller væbnet anarki for den sags skyld.
Men udviklingen går langsomt og er umådelig skrøbelig. Albaniens kamp for etablering af kontrolstrukturer besværliggøres af, at regionen som helhed er destabiliseret. Derfor er det internationale samfunds forsatte bistand - og ikke mindst normskabende tilstedeværelse - en nødvendighed. Albanien er ikke en failed state, men en weak state, som - gennem hjælp til selvhjælp - fortjener en bedre skæbne end den, som den ældre kvinde så på balkonen.
Daniel Munk er vice-chef for European Union Monitoring Mission i Tirana.
Kontakt webmaster: webmaster@miqesia.dk. Du er meget velkommen til at sende informationer og forslag til hvad der skal være på siden. Send evt. bekendte et tip om Miqësia's hjemmeside: miqesia.dk
