Holger Pedersen: Albanesisk

Uddrag fra Holger Pedersen: »Sprogvidenskaben i det Nittende Aarhundrede«, København 1924. Artiklen optrykkes som bilag til en artikel om Albansk historie


Mange storme er gået hen over det land, hvor Albaneserne bor. Det sydlige Albanien er oldtidens Epirus, hvor Grækerne havde et berømt orakel. Det nordlige Albanien er en del av oldtidens Illyrien, hvorfra dronning Teuta og kong Genthios i det 3, og 2. årh. f. Kr. søgte at trodse Romerne. Det lykkedes ikke, og Illyrien blev fra da av under Romernes herredømme. Ved rigets deling kom Illyrien naturligvis til den østlige halvdel og delte derefter Balkanhalvøens vekslende skæbner i middelalderen. Goterne herskede i Illyrien i 130 år til år 535. Senere har hele Albanien været under slavisk herredømme, hvorom endnu stednavnene vidner (f. eks. Berat, der i middelalderen hed Belgrad). Heller ikke vestens folk lod landet i fred. Durazzo, oldtidens Dyrrhachium (alb. Durresi), blev erobret av Normanner-høvdingen Robert Guiscard og senere behersket av huset Anjou fra Neapel. Men det, der fik den største betydning for Albanien var Venedigs handelsindflydelse, der er begyndt senest i det 10. årh., og som i det 15. årh. kulminerede i et fast herredømme over en del av kysten. Mod de fremtrængende Tyrker værgede Albaneserne sig tappert under Georg Kastriota (Skanderbeg). Men efter Skanderbegs død (1468) måtte Albaneserne trods Venedigs hjælp snart bukke under. Det 20. årh. bragte befrielse fra Tyrkerne og nye storme.

Er det den samme befolkning, der har boet i landet under alle disse omskiftelser? Er Albaneserne efterkommere av Illyrierne eller av nogle av stammerne i Illyrien (hvad enten så dette navn var udtryk for en folkelig og sproglig enhed eller blot en politisk-geografisk betegnelse)? Det ligger nærmest at svare ja, naturligvis uden derved at udelukke en mer eller mindre væsentlig forskydning av folkegrænsen. Under alle omstændigheder har Albanesernes forfædre i oldtiden boet et sted på Balkan-halvøen, og vi kan kun bestyrkes i formodningen om Albanesernes illyriske herkomst, når vi ser, hvilken mægtig romersk indflydelse deres sprog har været underkastet. Latin må en gang have været dagligt brød for Albaneserne. Deres sprog er fuldt av latinske låneord; de har fra latin lånt ikke blot navne på ny indførte kulturbegreber eller tekniske, juridiske og politiske udtryk, men også ord, der hører til dagliglivets kreds (som 'himmel', 'hundrede', 'kind', 'at komme' o.s.v.). Disse låneord er optagne i en meget gammel tid og har gjort så mange albanesiske lydudviklinger med, at de slet ikke stikker av imod det ægte albanesiske ordforråd, og kun den øvede sprogforsker kan med sikkerhed skelne mellem de latinske og de hjemlige ord. I modsætning hertil har græsk, som det synes, ingen indflydelse udøvet i oldtiden eller i det højeste en ganske ubetydelig. Om Goternes herredømme har albanesisk ikke bevaret noget minde, og de mange låneord fra slavisk, italiensk, nygræsk og tyrkisk har i denne sammenhæng ingen interesse; de stammer fra tider, da man ikke kan nære tvivl om Albanesernes bopæle.

En anden beskræftelse av den antagelse, at Albaneserne i oldtiden har boet nogenlunde i de samme egne som nu, ligger i forekomsten av Albaneser-navnet her allerede i det 2, årh. e. Kr. (den græske geograf Ptolemæus nævner byen Albanopolis). 1)

Det samlede albanesiske område strækker sig både mod nord, øst og syd betydeligt videre end den albanesiske stat. Men også udenfor dette samlede område findes der albanesiske kolonier. Grækenlands hovedstad Athen ligger midt i et ret stort albanesisk-talende område, og desuden er der spredte kolonier i forskellige græske egne. Der er også albanesiske kolonier i Syditalien og på Sicilien, hvorhen talrige skarer av Albanesere flygtede efter Skanderbegs død for at unddrage sig Tyrkernes herredømme. Der er en albanesisk koloni Borgo Erizzo helt oppe ved Zara i Dalmatien. En (nasjonalt uddøende) albanesisk koloni i Syrmien stammer fra krigene i det 18. årh.

Et med Albaneserne nær beslægtet folk var oprindelig Rumænerne. De gav imidlertid fuldstændig efter for den romerske indflydelse, og kun et ringe antal restord, som de beholdt av deres gamle sprog, der ellers byttedes bort mod latinen, vidner endnu om, hvor de oprindelig har hørt hen. Det tør anses for sikkert, at de fra først av har boet ikke i deres nærværende bopæle, men et sted syd for Donau.

De ældste albanesiske sprogmindesmærker stammer fra det 15. årh. Det litterære liv vågnede først i Nordalbanien, hvor der misjoneredes fra Rom, og i kolonierne i Syditalien og på Sicilien; først sent i det 18. årh. følger Sydalbanien efter. Og endnu i de første 8 årtier av det 19. årh. var den albanesiske litteratur meget ubetydelig og led tilmed under det ortografiske virvar, som var en følge av vanskeligheden ved at gengive det meget lyd-rige sprog med det latinske eller græske alfabet. I året 1879 skabte den albanesiske patriot, digteren Sami bej Frasheri et nasjonalt alfabet på 36 tegn. Hermed havde Albaneserne fået den samme gave, som Ulfilas havde skænket Goterne i det 4. årh. og Kyrillos havde skænket Slaverne i det 9. årh. Alfabetet passede til sproget som en flunkende ny dragt, der var syet netop til det; med overlegen sikkerhed og lethed gengav det alle sprogets lyd; der var intet lappeværk, ingen bogstaver med prikker eller krøller over; hver eneste lyd havde sit særlige tegn. Man havde taget fra det latinske alfabet, hvad man dér kunde få; de tegn, der så manglede, havde man skaffet sig fra det græske og slaviske alfabet, med suveræn foragt for, hvad tegnene betød hos Grækerne og Slaverne, men med gennemført omsorg for, at de ny tegn i stil kunde harmonere med de gamle. Men man måtte erfare, at man ikke levede i de nasjonale alfabeters tider, men i en internasjonal tidsalder. De albanesiske bøger, der nu begyndte at fremkomme i stadigt stigende antal, skulde trykkes rundt omkring i verden, hvor man kunde være i fred for Tyrkerne: i Ægypten, Rumænien, Bulgarien, Vestevropa, Amerika, og de fleste steder var det nasjonale alfabet en hindring. Virvarret fortsattes derfor, indtil et albanesisk retskrivningsmøde i Monastir i året 1908 tilvejebragte nogenlunde orden, men kun ved delvis prisgivelse av Frasheris værk og anerkendelse av bestemte kombinasjoner av latinske bogstaver (sh = š o.s.v.) istedenfor det nasjonale alfabets usammensatte tegn.

Det stærkt avslebne, av låneord vrimlende albanesiske sprog, hvis kilder for en stor del var vanskelige at få fat på, spiller i det 19. århundredes første del ingen rolle i sprogforskningen. Det, som man i sprogsammenligningens begyndelse først og fremmest havde brug for, vidnesbyrd om det oprindelige, fællesindoevropæiske bøjningssystem, kunde så godt som slet ikke findes i albanesisk. De gamle endelser er her så stærkt forandrede, at de først røber deres oprindelse, når de undersøges med en fremskreden sprogforsknings midler. Albanesisk har endogså endnu i det 19. årh. været anset for et fremmed, ikke-indoevropæisk sprog. Selv hos Rask (ligesom senere hos Pott) kan man finde ytringer i denne retning; sandheden har han set Saml. Afhandl. I 156, hvor han til bevis for sprogets indoevropæiske karakter beråber sig på et argument, som vi den dag idag må godkende: de tre køn i albanesisk. Rask giver ingen eksempler; jeg skal her blot anføre et hankøns-, et hunkøns- og et intetkønsord med det efterhængte kendeord og til sammenligning de tilsvarende tyske ord:

   alb. ulk-u 'ulven' nat-a 'natten' miell-te 'melet'   
   tysk der Wolf die Nacht das Mehl   


Schleicher går i sit skrift Die Sprachen Europas (1850) ret udførligt ind på albanesisk med benyttelse av nyere materiale og hævder ligeledes, at sproget er indoevropæisk. Men både Rask og Schleicher begår den fejl at sætte albanesisk i særlig forbindelse med latin og græsk. 1854 udgav Bopp en avhandling om albanesisk, hvori han for så vidt nåede et skridt ud over Rask og Schleicher, som han antager, at albanesisk ikke står i nærmere forhold til nogen anden indoevropæisk sprogklasse (altså heller ikke til græsk og latin).

Men først langt senere meldte der sig en indoevropæisk sprogforsker, der optog studiet av albanesisk som en hovedopgave. Denne sprogforsker var Gustav Meyer (1850—1900). På grundlag av det i mellemtiden (bl. a. også ved udlændingers studier på stedet) stærkt forøgede materiale fastslog Gustav Meyer de albanesiske lydlove (1883, 1892) og foretog en nøjagtig adskillelse mellem det hjemlige ordforråd og låneordene. Denne sidste opgave løstes ved hans 1891 udkomne etymologiske ordbog over det albanesiske sprog, hvori han for det første fra de mange spredte kilder med tålelig fuldstændighed havde samlet det indtil da kendte albanesiske ordforråd -allerede det var et stort arbejde — og for det andet havde oplyst ordenes oprindelse, et ikke mindre arbejde, især for låneordenes vedkommende, idet der hertil krævedes grundige kundskaber i alle de for en stor del dårligt bogfæstede sprog og dialekter på Balkanhalvøen og i de italienske dialekter. Tillige har Gustav Meyer 1888 udgivet en kortfattet albanesisk grammatik med nogle læsestykker og derved givet de unge vordende sprogforskere en nem adgang og stærkere tilskyndelse til at gøre sig bekendt også med den indoevropæiske sprogforsknings stebarn. Det har da også vist sig, at albanesisk siden da ikke er gledet ud av sprogforskernes interesse. Yngre mænd har fortsat arbejdet, og det billede, som Gustav Meyer havde tegnet av albanesiskens udvikling fra det indoevropæiske grundsprog til vore dage, er blevet betydeligt mere udført og kraftigere trukket op, og resultaterne har vist sig at kunne kaste lys også over de andre indoevropæiske sprog. Den foragtede askepot har haft sit selvstændige bidrag til den fælles saga at fortælle.


1) Med dette navn (alban. Arber) benævner nutildags kun en del av Albaneserne sig selv. Det egentlige folkenavn er Shqipetar, avledet av shqipe eller shqype 'det albanesiske sprog' (sh = engelsk sh; q muljeret k, som kj i danske dialekter).





Redaktionel note: Strengt taget er teksten først en "fri tekst" i 2023, 70 år efter Holger Pedersen's død. Når Miqësia offentliggør teksten som gratis internettekst er det fordi det er en vigtig tekst, som ikke kan udgives på almindelige forlagsvilkår. Men lov er lov. Hvis derfor en evt. rettighedsindehaver skulle gøre indsigelse mod offentliggørelsen, vil den blive trukket tilbage.

Den foreliggende tekst er justeret på et enkelt punkt i forhold til den trykte udgave fra 1924. Holger Pedersen bruger både ø og ö, fx skriver han: berömt og søgte. I denne udgave bruges kun ø.